Banegårdspladsen 7
5600 Faaborg
00000000

Jobbørs for frivillige

Helios-Teatret drives med ulønnet, frivillig arbejdskraft, og ud over de faste funktioner som operatør, repertoire, billetsalg, rengøring m.m., har vi en række enkeltstående opgaver, der ikke kræver, at man indgår i en fast vagtplan.
Kunne du være en af dem, der har lyst til at arbejde bag kulisserne og - ikke mindst - aflaste de nøglepersoner, der sidder på disse vigtige poster?
Så se her, hvilke ledige stillinger, vi har netop nu:

Hvis du er interesseret, bedes du kontakte vores frivillig-mentor Lars Torup, der vil hjælpe dig i gang. lars.torup@gmail.com

Facebook-redaktør søges
Har du fingeren på både film- og Facebook-pulsen, og har du lyst til at blive en del af Helios-Teatrets PR-gruppe?
Så har vi jobbet til dig: Vi søger nemlig en, der vil passe vores Facebook-side.
Dit job består i løbende at lægge tekst og billeder ud om de kommende film, ligesom du skal følge med i, hvad der rører sig på filmfronten, bl.a. anmeldelser og omtaler af de film, vi får på plakaten.
Du er også velkommen til at poste interessante artikler om filmfestivaler og de store prisuddelinger.
Endelig vil der løbende komme indlæg fra bestyrelsen og arbejdsgrupperne i Helios-Teatret, som du skal slå op.
Og du vil selvfølgelig få en god og grundig introduktion til jobbet af vores nuværende Facebook-administrator, der ønsker at stoppe pga. travlhed.
Hvis der noget for dig, så kontakt
Ulla Nielsen - e-mail: ulla.nielsen51@gmail.com

Rengøringsgruppen
Vær med i et rent fællesskab. Vi sælger ikke slik, vi finder det!! Kun tilfredse kunder. Du kan se resultatet med det samme.
I rengøringsgruppen har vi fri hver aften til f.eks. at gå i biografen.
Vi gør rent to sammen om morgenen ca. kl. 9-10
I weekenden er der en enkelt rengøringsvagt ca. 15 min. varighed mellem kl 16 og 19. Du bestemmer selv hvornår.
En gang om måneden gør rent vi i fællesskab, så mange som kan og har lyst og drikker kaffe sammen bagefter.
Man skal helst tage fire vagter om måneden. Du bestemmer selv hvilke.
Kontakt: Hanne Berg, e-mail: berglindevej@gmail.com

Værtsgruppen:
Hvis du er typen, der i det daglige ikke ønsker at forpligte dig til faste vagter, men gerne vil afse en aften ca. fire gange om året, søger vi to-tre personer, der vil samarbejde om at være værter og værtinder, når vi udlejer huset til kulturbegivenheder eller har premiere på særlige film. Gruppen aktiveres, når der er behov.

AV-gruppe
Interesserer du dig for lys og lyd - og teknik - vil operatør-gruppens AV-gruppe gerne have forstærkning.
Der er ikke faste vagter, men du skal træde til, når biografen er lejet ud til større arrangementer, hvor der også er booket lys og lyd - eller ved koncerter og lign., der transmitteres direkte via satellit/parabol.